Tag med til det græske fastland, kun en times kørsel fra Athen. Vi bor i kurbyen Loutraki, beliggende med en vidunderlig udsigt over mod halvøen Peloponnes. Området er et af grækernes foretrukne feriesteder, og byder på autentisk græsk stemning og gæstfrihed.
I ugens løb skal vi opleve den berømte Korinth-kanal og besøge Peloponnes-halvøen. Vi skal opleve antikkens Grækenland i hovedstaden Athen og vi skal have en dag med fokus på religion og flot natur i skøn forening. Her bliver vi budt indenfor på et fantastisk flot beliggende nonnekloster, og bagefter kigger vi nærmere på olivenproduktionen, og de mange olivenmarker i området nord for Loutraki.
Vi bor på det store og flotte Club Hotel Casino Loutraki, som er områdets fineste hotel. Fint uden at være FOR fint, og med en dejlig fredelig beliggenhed.
Se mere om hotellet, ugens program og datoer herunder.
Afgang med bus fra din valgte kommune til lufthavnen, hvorfra der flyves direkte til Athen (nærmere information om afrejsetider følger senere).
Vores danske rejseleder venter i lufthavnen i Athen og følger med i bussen til jeres hotel i Loutraki, som ligger ca. 1 times kørsel fra lufthavnen.
Vi kører ud til Korinth kanalen, hvor vi laver foto-stop, så man kan nyde og forevige den imponerende dybe og flotte kanal. Herfra går turen til byen Korinth, som er en moderne by med gågader og masser og butikker. Vi laver kaffestop i den gamle Korinth by, som i dag er en lille charmerende landsby omgivet af udgravninger fra oldtiden.
Ved middagstid er vi tilbage i Loutraki, hvor vi laver en kort byrundtur med bus og til fods. Her udpeges de vigtigste steder og forretninger, inden vi slutter turen med en græsk frokost.
Vores første stop på dagens tur er klostret Osios Patapios. Fra næsten 700 meters højde, er der en fantastisk udsigt ned over Loutraki og Korinth bugten. Nonnerne i det stadig aktive kloster lader os gæstfrit kigge på deres spartanske faciliteter og vi får mulighed for at indsnuse den specielle atmosfære. De sidste 150 m. op til klosteret er der trapper. Vel nede igen kører vi videre til et lokalt oliven-presseri, hvor vi får fremstillingsprocessen forklaret og får mulighed for at købe både oliven og olivenolie. Senere når vi frem til den blå sø, Limni Vouliagmeni, hvor vi nyder den flotte natur, inden vi sætter os til bords på en lokal strandtaverna.
På denne udflugt bliver vi taget tilbage til noget af det antikke Grækenland på halvøen Peloponnes. Vores første stop er den gamle oldtidsby Mykene. Byen var centrum for den mykenske kultur, og siges at have været såvel Odysseus som Agamemnons hjemby. Vi skal se både borgen samt en af de meget velbevarede kuppelgrave, Atreus skatkammer. Udover Mykene, besøger vi i dag også Epidaurus, hvor vi ser et af de mest imponerende og velbevarede amfiteatre. Vi spiser frokost i den idylliske havneby Nafplion, der engang var Grækenlands hovedstad. Byen fremstår markant anderledes end de fleste græske byer. Vi går rundt i de maleriske gågader, hvor farverige bygninger umiskendeligt minder om Italien, takket være venetianerne, som en overgang herskede her.
Besøg i Grækenlands hovedstad Athen, en pulserende millionby med en fascinerende historie. Vi nærmer os via kystvejen og vel inde i centrum skal vi på en lille byrundtur i bus. Vi passerer de fleste af de vigtige kvarterer og seværdigheder, bl.a. Sintagma pladsen med parlamentsbygningen samt domkirken Metropolis, hvor prinsesse Anne-Marie og kong Konstantin blev viet. Til fods skal vi ind i Plaka, Athens hyggelige gamle kvarter, hvor vi indtager dagens frokost.
Det store højdepunkt vil for mange nok være besøget på Akropolis – Athens karakteristiske vartegn fra oldtiden. Højt over byen ligger dette imponerende bygningsværk, som symbolet på Grækenlands storhedstid for godt 2500 år siden. Bemærk at man kun kan komme derop til fods, ad mange trappetrin.
En lille gåtur fra hotellet, ligger Diolkos, landtangen, som i antikkens tid blev brugt til at trække handelsvarer og andet over land, inden man fik bygget og udgravet Korintherkanalen. Hyggeligt sted, hvor man kan sidde og måske være heldig at se skibe passere gennem kanalen.
I den anden retning ligger den mere end 2 km lange strandpromenade som fører ind til Loutrakis bymidte. Promenaden er fyldt med cafeer og tavernaer og i slutningen af promenaden ligger den lille havn, hvor fiskekutterne vugger side om side.
Du kan også forkæle dig selv med et besøg i Loutraki Thermal Spa. Loutraki er kendt for sit rene badevand samt sit kildevand, som man mener bidrager positivt til behandling af rygsmerter, iskias, autoimmune gigtsygdomme mm. Spaet tilbyder forskellige pakker til de forskellige bassiner og saunaer.
Når det er blevet tid til at sige farvel til Loutraki,kører vi i bus til lufthavnen, og fortsætter med direkte fly hjem til Danmark. Herefter venter vores bus på, at køre dig tilbage til din kommune.
Ret til ændringer forbeholdes.
Dagsprogram fremsendes ca. 3 uger før afrejse.
For yderligere information og bestilling – ring: 27313705 eller send en mail til: info@bellarejser.dk
Vigtigt: For at alle kan få det optimale ud af rejsen, kræver vi, at man som deltager er 100% selvhjulpen. Det vil bl.a. sige at man selv skal kunne håndtere sin kuffert, man skal kunne gå på trapper og i øvrigt kunne følge med på udflugternes gåture som ofte er på mellem 3 og 5 km. Vores rejseleder skal varetage hele gruppens behov, og kan desværre ikke hjælpe og assistere ved individuelle behov.
Som navnet, Club Hotel Casino antyder, ligger hotellet i tilknytning til et kasino, hvilket giver en helt speciel stemning. Der er flotte og eksklusive butikker i forretningsarkaden, samt flere forskellige restauranter og barer. Udendørs er det en sand oase med springvand, flotte palmer, og store blomsterfyldte terrasser med liggestole og hyggekroge. Haven afsluttes med en flot infinitypool, hvorfra pool og hav synes at gå ud i et. Den udendørs pool er ikke opvarmet og kan afhængig af efterårsvejret være lukket i slutningen af sæsonen. Hotellet har også en indendørs opvarmet pool.
Der er en pool bar og fra terrassen er der direkte adgang ned til stranden. Der er ca. 1,8 km ind til selve Loutraki med de mange tavernaer og butikker, og den lange strandpromenade fører stort set hele vejen derind.
Hotellet tilbyder 24 timers roomservice, lejlighedsvis underholdning, og gratis WIFI-internet. Alle værelser er store og moderne, og har badeværelse med douche eller badekar, hårtørrer, aircondition/ varme, satellit-tv samt safeboks, te-faciliteter og minibar mod betaling.
Club Hotel Casino Loutraki tilbyder 4 typer værelser: • Executive dobbeltværelse (uden balkon) • Deluxe dobbeltværelse med balkon og udsigt mod pool/hav • Executive dobbeltværelse (uden balkon) til 1 person • Deluxe dobbeltværelse med balkon og udsigt mod pool/hav til 1 person
Se nærmere information om hotellet her: https://www.clubhotelloutraki.gr/hotel/en/
"Intet er så uforudsigeligt som vejret", særligt i disse tider. Men da mange spørger om hvordan vejret er på de forskellige tidspunkter, vover vi alligevel at give dig en indikation af hvilket vejr du kan forvente. Vi kan naturligvis hverken garantere sol eller varme, og vil du have en aktuel vejrudsigt for destinationen kan du se den her: https://www.vejreti.com/europe/greece
DK København vs Greece Athens - Loutraki
(kilde: www.vejreti.com dato: 07-05-25)
Her finder du vores brochure vedr. Loutraki. Skulle du opleve problemer, eller vil du gerne have vores brochure tilsendt med post - kan du kontakte os her
Du bliver hentet i bus et centralt sted i dit lokalområde og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så du får en tryg start på rejsen.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet. Du spiser sammen med gruppen, tager med på fælles udflugter og deler oplevelserne med andre seniorer fra dit lokalområde.
Fire spændende udflugter med dansk rejseleder er inkluderet. Du kommer tæt på områdets kultur, natur og historie – og har samtidig tid til at nyde ferien.
Hotel, måltider og udflugter er planlagt på forhånd, og din danske rejseleder følger gruppen under hele opholdet. Så kan du koncentrere dig om at nyde ferien.